Dansk økonomi startede 2023 en lille smule bedre end først antaget. Det viser tal fra Danmarks Statistik fredag.
Her er væksten i det, der hedder bruttonationalproduktet (bnp), i årets første tre måneder blevet opjusteret.
Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det. Stigninger eller fald viser, om økonomien vokser eller skrumper.
Oprindeligt lød vurderingen, at Danmarks økonomi var vokset med 0,2 procent i årets første tre måneder.
Nu er det i stedet Danmarks Statistisk bedste bud, at den er vokset 0,6 procent.
»Dagens opjustering af bnp-væksten skal primært ses i sammenhæng med, at Danmarks Statistik har opjusteret handelsbalancen med hele 16 milliarder kroner«, skriver Dansk Erhvervs cheføkonom Tore Stramer i en analyse.
»Dertil var væksten i første kvartal primært drevet af fremgang i medicinalindustrien og transportbranchen samt stigende eksport og privatforbrug«.
ritzau




























