Der er sat punktum for det største boom i det private boligbyggeri i 25 år.
En konjunkturanalyse foretaget af Håndværksrådet blandt 489 danske byggevirksomheder viser, at 36 procent af virksomhederne forventer lav eller meget lav efterspørgsel på nybyggede huse i de kommende seks måneder. »Nybyggeriet kommer til at opleve en meget kraftig tilbagegang i det kommende halve år«, siger cheføkonom i Håndværksrådet Jakob Brandt til dagbladet Børsen. Undersøgelsen viser, at det i dag er dobbelt så mange virksomheder, som forventer svag efterspørgsel i forhold til antallet af virksomheder, der forventer stigende byggelyst. Kun én procent af byggevirksomhederne melder om kraftig vækst i nybyggeriet af huse. Byggeriet toppede i 2006 Det private boligbyggeri toppede ifølge Dansk byggeris konjunkturanalyse i 2006 med 27.900 nybyggede boliger og er forblevet på et højt niveau gennem 2007. Nu er der dog tegn på, at der er indtruffet et omslag i byggelysten, som er stærkere end hidtil antaget. »Byggelysten påvirkes af usikkerheden i boligmarkederne. Der er tegn på vigende boligpriser, frygt for en økonomisk overophedning med deraf stigende ledighed, ligesom renten er steget. Det præger byggelysten«, siger Jakob Brandt.




























