»Prisen skulle være sat ned fra start«

Lyt til artiklen

Da Jan Egeriis og hans daværende kæreste gik fra hinanden sidste sommer, regnede de med, at de kunne få solgt deres hus i Køge.

Syv måneder senere er det stadig til salg. Der kun været én ude at se på huset. Boligmarkedets priser er samtidig faldet, og det tidligere par står nu i en desperat situation, hvor de må tage stilling til, om de skal sætte prisen så langt ned, at de hver må låne flere hundredtusind kroner i banken for at dække tabet. »Eftersom intet sker, er det efterhånden den eneste mulighed. Spørgsmålet er så, om der overhovedet er en bank, der vil låne mig så mange penge«, siger Jan Egeriis. Ekskæresten bor stadig i huset i Køge, og Jan Egeriis flytter nu rundt i lånte lokaler og fremlejede lejligheder. Han er tvunget til at betale to huslejer, og hans samlede boligudgifter er på 14.400 kroner om måneden. Set i bakspejlet gik boligsalget skævt fra begyndelsen, da de prøvede at sælge det 134 kvadratmeter store hus for 2,7 millioner kroner – en pris, som Jan Egeriis allerede dengang frygtede var for høj. »Vi havde en masse forskellige mæglere ude at kigge på det. En af dem sagde, at vi skulle sætte det til 2,9 millioner kroner. Det, kunne vi godt se, var helt skørt. Men der var også en, der sagde 2,4 millioner kroner. Hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg ved i dag, havde vi valgt anderledes, end vi gjorde«, siger Jan Egeriis. Valget faldt dengang på en Robinhus-mægler og en pris på 2,7 millioner kroner – omtrent det samme beløb, som huset havde kostet, da de købte det i 2006. Siden er prisen blevet sat 130.000 kroner ned. Lotterilodder til 100.000 kroner »Vi har snakket med ejendomsmægleren om det igen, og hun siger nu selv, at prisen nok skal sættes endnu længere ned. Set i bakspejlet skulle den være sat ned fra start«, siger Jan Egeriis. Han er rystet over, at kun én har været interesseret i at se på huset. »Vi vidste godt, at det kunne blive svært, men vi havde en forventning om, at nogen i det mindste ville give et bud på huset, som vi kunne forhandle om. Der er intet i vejen med huset, og det passer perfekt til en lille familie«, siger Jan Egeriis. Han er nu parat til at skifte ejendomsmægler, selv om det vil koste op mod 100.000 kroner. »Det er umuligt at gennemskue, hvordan man vælger den rette mægler. Der er ingen steder, man kan se, hvor god en mægler er, så man må blot vælge efter, om man kan lide personen. Det er lidt som et lotteri, men hvert lod koster omkring 100.000 kroner, og man hænger på det i et halvt år«, siger Jan Egeriis.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her