Antallet af andelsboliger, som sælges til overpris, er firdoblet

Attraktivt. En del af andelsboligmarkedet præges nu af, at køberne overbyder hinanden.
Attraktivt. En del af andelsboligmarkedet præges nu af, at køberne overbyder hinanden.
Lyt til artiklen

Hvis man virkelig gerne vil have en bolig, byder man over salgsprisen.

Den situation bliver hastigt mere almindelig på markedet for andelsboliger.

Næsten 9 procent af boligerne bliver nu solgt for mere, end de var udbudt til. Det er en firdobling siden starten af 2009, viser tal, som Boligsiden har opgjort for Politiken.

Flere overbud end på ejerlejligheder
»Det, vi ser, er ganske givet, at markedet for ejerlejligheder smitter af på markedet for andelsboliger«, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.

Politiken skrev mandag, at hver 12. ejerlejlighed i Københavns Kommune sælges til mere end udbudsprisen. Den aktuelle opgørelse fra Boligsiden tyder nu på, at markedet for andelsboliger er mindst lige så præget af, at køberne byder over.

Nu byder købere over prisen på ejerlejligheder

Der er dog udsigt til, at andelen af overbud på andelsboliger vil falde igen snart. Modsat ejerboliger er andelsboliger nemlig bundet af en såkaldt maksimalpris, som er den højeste pris, den må handles til. I takt med at priserne stiger, rammer flere og flere andelsboliger nu deres maksimalpris, og så må sælgeren ikke tage imod højere bud.

»Man må forvente, at andelen af overbud vil falde igen, efterhånden som flere andelsboliger er nået op på deres maksimalpris«, siger Birgit Daetz.

Eftertragtede andelsboliger sælger sig selv

Samme forventning har man hos mæglerkæden Andelsbutikken, som har specialiseret sig i at formidle handler med andelsboliger. Her oplever man, at boliger, som man formidlede salget af for godt to år siden, nu kommer til salg igen og bliver solgt til priser, som er op til 30-35 procent højere.

»Det går forrygende med handlen med andelsboliger, men der er så meget knald på salgene nu, at det faktisk ikke er godt for os, for efterhånden som flere og flere andelsboliger rammer maksimalpriserne, behøver folk os ikke for at sælge boligerne. Så sælger de sig selv«, siger Martin Østengaard, der er indehaver af Andelsbutikken.

LÆS OGSÅ Ekspert: Overbud på ejerlejligheder fører til risikable lån

Mæglerchefen forventer dog alligevel, at overbud alligevel vil forekomme, blot i en anden og mere lyssky form.

»Vi er ved at være i en situation, hvor folk sælger til venner og bekendte med penge under bordene«, siger Martin Østengaard.

Han tilføjer, at der dog fortsat er omtrent en fjerdedel af andelsboligmarkedet, som er svært at sælge. I de tilfælde er der ofte tale om andelsboligforeninger med økonomiske problemer.

Per Thiemann

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her