Storbyernes største boligrabat findes i stueplan

bolig. De billigste lejligheder findes i stueetagen i landets største byer.
bolig. De billigste lejligheder findes i stueetagen i landets største byer.
Lyt til artiklen

Hvis du hverken er murstensmillionær eller har problemer med, at forbipasserende tager et kig, mens du står splitternøgen på gulvet efter badet, er en stuelejlighed måske noget for dig.

For det er i gadeplan, at de billigste lejligheder findes i landets store byer. Det viser en ny opgørelse fra Boligøkonomisk Videncenter. Storbyernes stuelejligheder er siden 1992 gradvis blevet mindre værd end boligerne højere oppe i opgangene, viser opgørelsen.

»Når vi kigger over så mange år, kan vi se, at stuelejlighederne relativt set er blevet billigere. Det er ikke meget fra år til år, men det bliver jo ved og ved«, siger Curt Liliegreen, boligøkonom og sekretariatschef i Boligøkonomisk Videncenter.

Ny undersøgelse: Indboforsikring er dyrere for stuelejligheder

I løbet de 23 år, opgørelsen strækker sig over, er lejlighederne fra 1. sal og opefter steget 10 procent mere end de tilsvarende lejligheder lige inden for opgangsdøren. I København koster en stuelejlighed således i snit 23.723 kroner per kvadratmeter, mens de højereliggende i snit koster 27.158 kroner per kvadratmeter.

Det svarer til en gennemsnitlig besparelse på 290.000 kroner, hvis man køber en lejlighed på 85 kvadratmeter i stuen.

Ifølge Liliegreen dækker opgørelsens gennemsnit sandsynligvis over endnu større rabatter i visse områder.

»Tallene kan faktisk være underdrevne, for der findes jo både høje og lave stuelejligheder i mere eller mindre trafikerede områder. Det er klart, at en meget høj stuelejlighed i et roligt område på Indre Frederiksberg, hvor der måske endda er have foran, det er jo ikke dårligt. Der kan det ligefrem være et aktiv, at det er i stuen«, siger han.

Udsving mudrer tendensen

At stuelejligheder trods idylliske undtagelser generelt er mindre efterspurgte, fremgår også af søgninger på Boliga, landets største uafhængige boligportal.

Her modtager lavtliggende boliger også de laveste antal klik fra potentielle købere, viser en optælling på perioden fra 2010 til i dag.

Lave renter kan give ny boligboble i København

»Det spiller helt sikkert ind, at mange gerne vil undgå at være i øjenhøjde med nysgerrige forbipasserende, ligesom der kan være et dårligere lysindfald på grund af den lave beliggenhed. Der kan også være en øget risiko for indbrud. Omvendt er det ideelt at bo lidt længere nede, hvis man har børn, er gangbesværet eller bare gerne vil undgå at slæbe indkøbsposer og møblement op på 5. sal«, siger direktør Ricco Zuschlag fra Boliga.

Det kan være svært at se de lange tendenser, når kriser og bobler mudrer billedet.

I storbyerne begyndte stuelejlighederne først for alvor at skille sig ud i de år, boligboblen voksede.

»Voldsomme udsving skjuler de lange forandringer, men tendensen er klar, også efter at den bristede. Der er gradvis kommet en god rabat ved at købe i stuen«, siger Curt Liliegreen.

Nikolaj Heltoft

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her