Lars Sørensen er selvstændig konsulent og hjælper et advokatfirma i København med at finde lejere til omkring 350 lejligheder, som firmaet administrerer. For nylig skulle han finde mulige lejere af seks lejligheder, der var blevet indrettet i et gammelt industri- og kontorområde på Østerbro mellem Strandboulevarden og Østerbrogade.
Han vil helst ikke have, at vi skriver adressen her, »for så begynder folk at rende rundt derude og spørge efter lejlighederne«. Efterspørgslen efter lejligheder til leje i København er enorm. Da Lars Sørensen annoncerede de seks lejligheder på Facebook, blev hans indboks glohed.




























