I København er ventelisterne på lejemarkedet rekordlange, og studerende betaler rask væk det meste af deres SU i husleje. Prisen på værelserne, der udlejes, stiger nemlig støt.
Et værelse koster i gennemsnit 4.058 kroner i hovedstaden, viser nye tal fra Boligportal.dk. Oven i det melder de almennyttige boligselskaber også om alenlange ventelister. Lejernes Landsorganisation, LLO, anslår i en ny opgørelse, at der er forsvundet 42.000 billige lejligheder gennem de seneste 10 år. Lejlighederne er blevet moderniseret, typisk med et nyt køkken og bad, hvorefter huslejen er blevet sat markant op.




























