Boligadvokaterne har travlt i disse dage, for rigtig mange forældre ønsker at hjælpe deres børn med et sted at bo, her kort tid før studiestart, skriver boligadvokat Jan Schøtt-Petersen som er formand for Danske Boligadvokater. Her er nogle af de overvejelser, advokaterne guider familierne igennem. For der er nemlig ikke nogen standardløsning, som passer til alle familier.
Forældrekøb er ikke en investering
Formålet bør først og fremmest være at hjælpe barnet. Man skal ikke regne med, at et forældrekøb giver overskud. Ofte bor barnet kun i lejligheden i få år, og omkostningerne ved at købe og sælge kan derfor nemt udligne den prisstigning, der måske har været på lejligheden. Det kan endda gå rigtig galt, hvis boligmarkedet kollapser, og der derved opstår et direkte tab, når lejligheden sælges.



























