Det eksplosive spørgsmål om Grønlands uran er på vej tilbage i den politiske debat. Det store oppositionsparti, Inuit Ataqatigiit (IA), der står til at vinde valget, vil tage den et år gamle beslutning om at tillade uranudvinding op til ny overvejelse og holde en folkeafstemning efter en landsdækkende debat, hvis det vinder valget.
En række analytikere og kommentatorer vurderer, at hvis det sker, kan det give et indtryk af national slingrekurs, der kan skade Grønlands omdømme i den globale råstofsektor. Men det skræmmer ikke IA, siger Naaja Nathanielsen, der er medlem af finansudvalget for IA.




























