Fransk firma skal trykke fremtidens danske kroner

Danske pengesedler skal trykkes i Frankrig.  Jens Dresling/POLFOTO
Danske pengesedler skal trykkes i Frankrig. Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Nationalbanken har valgt franske Oberthur Fiduciaire SAS som leverandør af danske pengesedler. Kontrakten er på fire år med mulighed for forlængelse med yderligere to år.

De første sedler produceret i Frankrig forventes at komme i omløb i 2020. Det oplyser Nationalbanken på sin hjemmeside.

»I udbudsprocessen har vi set på pris, kvalitet, sikkerhed og CSR hos de mulige leverandører. Vi er overbeviste om, at Oberthur Fiduciaire SAS kan leve op til vores forventninger«, skriver nationalbankdirektør Hugo Frey Jensen i pressemeddelelsen.

Ifølge Nationalbanken har det franske selskab stor erfaring med at producere sedler. Selskabet har ifølge Nationalbanken kunder i 70 lande og trykker fem milliarder sedler om året.

Allerede i 2014 blev det besluttet, at produktionen af danske kontanter skulle udliciteres. I 2016 blev Finland valgt til at producere danske mønter.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her