Fødevareminister Karen Hækkerup (S) bekendte en lille hemmelighed, da hun skulle tale om nødvendigheden af at gøre op med det enorme spild af madvarer, der finder sted i det meste af verden: Hun har selv haft rigtig stor glæde af det.
Da ministeren var studerende og måtte leve af SU, gik hun ofte på rov i det lokale supermarkeds skraldespand, hvor hun fandt overvældende mængder af frisk og lækker mad. »Jeg måtte leve med, at en af appelsinerne i en pose med ti var blevet dårlig. Men de andre ni var glimrende«, fortalte hun under Global Green Growth Forum.




























