Afrikanske bønder føler sig snydt af engelsk mineselskab

Oversvømmet. Høvding Fofana mener, at London Mining er skyld i oversvømmelserne af landsbyens Manonkohs livsvigtige rismarker.
Oversvømmet. Høvding Fofana mener, at London Mining er skyld i oversvømmelserne af landsbyens Manonkohs livsvigtige rismarker.
Lyt til artiklen

»De har jo ikke ansat en eneste her fra landsbyen – ikke én. Vores marker har været oversvømmet på grund af minedriften i tre år. Vi får intet ud af London Mining«. Mohammad Fofana taler sig hurtigt varm. Han er høvding i landsbyen Mononkoh, hvor den tætbyggede lille mand med det sammenbidte ansigtsudtryk er ansvarlig for 35 familier eller omkring 300 mennesker.

På få minutter står en kødrand af mænd, kvinder og småbørn omkring høvdingens hus i landsbyen, der ligger i den centrale del af et af verdens fattigste lande, Sierra Leone i Vestafrika. Tilråbene og surmuleriet kan virke truende, men tolken beroliger med, at frustrationerne ikke er rettet mod os.

Husene er fattigere end gennemsnittet, bananer og anden frugt er det eneste, der ligger fremme til salg på den støvede jord. Slik, plastikragelse og taletidskort, som ellers sælges overalt, er der ingen spor af.

Store forventninger
Minen ligger lige på den anden side af den fugtige junglebevoksning. Store gravemaskiner og overdimensionerede gule dumpere æder sig i døgndrift dybere ned i den røde afrikanske jord med de tydelige sorte lag af jernholdigt malm. Scenen er klassisk: Store lokale forventninger om penge, job og et bedre liv her og nu kolliderer med et internationalt mineselskabs behov for hurtig forrentning af usikre investeringer og aflønning af de utålmodige aktionærer på børsen i London.

Mineselskab lover gevinst på 32 milliarder kroner til Grønland

Men balladen ved Mononkoh har også en direkte dansk interesse. Det er London Mining, der efter planerne skal drive den gigantiske grønlandske jernmine ved Isua nordøst for Nuuk, og bekymringerne over mængden af lokale job, størrelsen af skatteindtægterne og risikoen for forurening dominerer den grønlandsk-danske debat.

Direktør Dan Desjardins forklarede et par dage før besøget hos høvding Fofana, hvordan London Mining er helt klar over, hvor vigtigt forholdet til lokalbefolkningen er for et mineselskab. London Mining kan alle de rigtige ord om corporate social responsibility.

Vil være rollemodeller for mineindustrien

»Vi er børsnoterede i London. Vi skal opføre os ordentligt, ellers ryger jeg i fængsel. Vi skjuler ikke indtægter, vi betaler skat til tiden, og vi vil være rollemodeller for mineindustrien her. Hvis vi kommer til at producere i Grønland, følger vi også alle standarder der«, forklarede han.

LÆS OGSÅ Grønland vedtager kontroversiel lov, der skal sætte skub i mineeventyr

Desjardins, der har mange års erfaring med minedrift i Afrika, afviser blankt selskabets medskyld i høvding Fofanas problemer. Alligevel har selskabet garanteret, at løse Manonkohs problemer som et tegn på god vilje.

»Jeg elsker jo minedrift. Vi ændrer folks liv, det er skønt!«, forklarer Dan Desjardins.

Jacob Svendsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her