Alina Kusnetsova, en 46-årig forsikringsmægler fra Moskva, har besluttet at aflyse, hvad der ellers længe har været en tradition: den årlige vinterrejse til Sharm el-Sheikh i Egypten med datteren Polina og barnebarnet Artjom.
»Det bliver for dyrt. Selv om jeg har det meste af min opsparing på en dollarkonto, tør jeg ikke at bruge af den, som tingene ser ud lige nu«, siger Kusnetsova, der med gru mindes Ruslands økonomiske storkriser i 1998 og 2008-09, hvor værdien af hendes ellers respektable rubelindtægter faldt så meget, at hun knap kunne få hverdagen til at hænge sammen.




























