Det burde være let for danske virksomheder at sælge varer i Storbritannien – et naboland, hvis sprog de fleste taler, og hvor Danmark er blevet populært gennem tv-serier som ’Forbrydelsen’ og ’Borgen’.
Virkeligheden ser anderledes ud. På tre år er vareeksporten faldet med mere end en tredjedel, viser nye tal fra Danmarks Statistik: fra 60 milliarder kroner i 2012 til 39 milliarder i 2015.


























