Et geni. En visionær. Et aggressivt fjols.
Når man på en håndfuld år går fra at køre en mini-forretning med et par biler i San Francisco til at stå i spidsen for 1,1 millioner aktive chauffører, der dagligt kører 3 millioner ture i 68 forskellige lande, når man bliver kaldt den hurtigst voksende start-upvirksomhed i historien og iøvrigt vurderes at være den absolut højest værdisatte i verden - ja, så er der mange, der får lyst til at sætte ord på én.
Travis Kalanick er grundlægger og administrerende direktør for det internationale transport-netværk Uber, som i sidste uge trak overskrifter, da flere flere danske partier, krævede at man nedsætter en indsatsgruppe, der skal kontrollere selskabet, som mistænkes for at udøve skattetænkning. For mens Uber hyldes af sine tilhængere, kæder kritikerne virksomheden sammen med sort økonomi og social dumping, og tidligere på måneden demonstrerede de danske taxichauffører af samme grund foran Christiansborg. Og det er langt fra første gang, at Uber, der fungerer ved, at man bruger en app til for eksempel at bestille en bil i stedet for at ringe til eksempelvis Taxanord eller 4X35, trækker ballade med sig.
Tjenesten er i flere lande blevet helt eller delvist forbudt, og det store spørgsmål for mange lande er, hvordan man skal forholde sig til en lavpristjeneste, der har stukket snablen ned i et globalt behov, men som samtidig smadrer etablerede brancher.
