Det er ikke bare modstanderne af EU’s frihandelsaftaler med Canada og USA, der advarer om, at der er særdeles meget på spil. Det gør EU’s handelskommissær, Cecilia Malmström, også. EU og Canada planlægger at underskrive Ceta i næste måned, og EU’s svenske chefforhandler advarer i direkte vendinger om konsekvenserne, hvis frihandelsaftalen skulle blive afsporet i slutspurten.
»Så vil vi sende et signal om, at Den Europæiske Union er dysfunktionel, når det handler om handel. Vi vil sende et signal til vores handelspartnere om, at vi ikke er pålidelige. Det vil få alvorlige konsekvenser ikke bare for vores troværdighed, men for vores økonomi«, siger Cecilia Malmström.




























