Verden har i den seneste uge lært en hidtil ukendt lokalpolitiker at kende: Paul Magnette. Han er leder af Vallonien, en belgisk region, der i går fremtvang et kollaps i forsøget på at vedtage EU’s frihandelsaftale med Canada.
Men verden bør også øve sig på fire andre belgiske lokalpolitikeres navne: Geert Bourgeois, Rudy Demotte, Rudi Vervoort og Oliver Paasch. Ligesom Magnette står de hver især i spidsen for forsamlinger af belgiske lokalpolitikere, der har magt til at spænde ben for Belgiens støtte til en international handelsaftale. Og spænder de ben for Belgiens støtte, vælter aftalen for alle unionens lande, fordi der kræves enstemmighed i EU.


























