Der blev indgået i alt 10.247 ægtepagter i 2024, fremgår det af nye tal fra Tinglysningsretten. Det er det højeste antal ægtepagter i Danmark siden 2010. Hvert år bliver omkring 30.000 par gift i Danmark.
Stigningen i antal ægtepagter er ifølge Mads Moberg Reumert, som er cheføkonom hos Danica Pension, særligt en fordel for kvinder. Efter en skilsmisse bliver pensionsopsparingen nemlig ikke automatisk delt mellem de to parter.
»Man går jo nok ikke ind et ægteskab med en drøm om at blive skilt, men det er faktisk vigtigt at forholde sig til. Tallene siger sort på hvidt, at kvinder har en lavere pensionsformue end mænd, siger Mads Moberg Reumert.
Ifølge cheføkonomen skyldes forskellen, at kvinder oftere tager længere barsel, er på deltid og generelt tjener mindre end mændene.
»Desuden lever kvinder i gennemsnit længere og trækker sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet, hvilket gør, at pensionsformuen slet og ret skal holde i flere år. Kvinden risikerer derfor at gå markant ned i levestandard som pensionist«, siger Mads Moberg Reumert.
»Man bør derfor vende spørgsmålet om ægtepagt, allerede inden man bliver gift, og mens alt er fryd og gammen«, tilføjer han.
Et eksempel på en aftale mellem ægtepartnerne kan være, at pensionsformuen deles. Et andet eksempel kan ifølge Mads Moberg Reumert være, at man fastholder pensionsindbetalingerne, hvis den ene partner eksempelvis er på barsel.
Omkring 40 procent af ægteskaber ender i Danmark som skilsmisser. De seneste tal, som er fra 2023, viser, at 12.862 par blev skilt det år.
Også Helle Dalsgaard, som er chefrådgiver i Sampension, mener, at udviklingen er »positiv ud fra et ligestillingsperspektiv«.
»Danskerne har de seneste år generelt fået større fokus på privatøkonomien og herunder også en øget bevidsthed om vigtigheden af at have de langsigtede briller på, når det gælder økonomi. Det afspejler sig også i, at der nu er rekordmange par, som opretter en ægtepagt, og som dermed tager ansvar for deres økonomiske fremtid«, siger Helle Dalsgaard i en pressemeddelelse.
Tinglysningsrettens tidligste opgørelse om ægtepagter er fra 2010. Dengang blev der indgået 9.700 ægtepagter. Det laveste antal indgåede ægtepagter var i 2013, hvor der blev indgået 8.377 ægtepagter.
ritzau
fortsæt med at læse




























