Ny overenskomst gør det nemmere at balancere arbejdslivet med privatlivet, siger regionernes forhandler.

Se resultatet: Så er der indgået ny overenskomst for 105.000 ansatte i regionerne

Foto: Finn Frandsen
Foto: Finn Frandsen
Lyt til artiklen

En ny treårig overenskomstaftale for 105.000 ansatte på det regionale område omfatter blandt andet barnets tredje sygedag og en fritvalgsordning, der giver mulighed for at vælge mellem løn, pension og frihed.

Det oplyser Danske Regioner i en pressemeddelelse, hvor detaljerne i overenskomstaftalen fremgår.

Det er Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Forhandlingsfællesskabet, der har forhandlet aftalen på plads.

»Jeg er rigtig glad for, at vi har landet en aftale, som både er økonomisk ansvarlig, og samtidig gør det nemmere for tusindvis af medarbejdere at sikre den gode balance mellem arbejds- og privatliv«, siger formanden for Regionernes Lønnings- og Takstnævn, Lars Gaardhøj, i pressemeddelelsen.

Mulighed for barnets tredje sygedag indgår som en del af en familiepakke.

Den omfatter også forbedrede lønrettigheder ved børns hospitalsindlæggelse, forbedrede rettigheder for enlige forældre, ret til fravær for medmødre og medfædre samt muligheden for sorgorlov til forældre - såfremt det lovforslag bliver vedtaget i Folketinget i løbet af overenskomstperioden, lyder det.

Den samlede økonomiske ramme i aftalen er på 9,2 procent.

Parterne er enige om, at den regionale løndannelse skal være mere bæredygtig og fleksibel, lyder det videre i pressemeddelelsen.

Derfor er der enighed om en række tiltag og afsætning af penge til at understøtte lokal løndannelse.

Derudover er der afsat midler til at hæve det nederste niveau af områdetillæg og midler målrettet til det præhospitale område.

»Jeg er glad for, at vi med aftalen hæver det laveste områdetillæg, så vi kan understøtte rekrutteringen i de dele af landet, hvor der er allermest brug for det«, siger Lars Gaardhøj.

Opdateres

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her