De danske pensionsselskaber er hårdt ramt af finanskrisen - og det kommer kunderne nu til at kunne mærke.
»Kunder, der har placeret pensionsopsparing i værdipapirer i bankerne, og kunder, der har købt markedsrenteprodukter uden garanti i pensionsselskaberne, mærker umiddelbart konsekvenserne af krisen. Værdien af deres pension er faldet. Her og nu. Tabene har været markante«, lyder det i en kommentar fra Forsikring & Pension.
Renten styrtdykker i 2009
Kunder med traditionelle pensionsordninger i pensionsselskaberne har indtil videre ikke mærket noget særligt til krisen. Deres pensioner er uændrede, fordi selskabernes reserver indtil videre har dækket tabene.
Men nu har flere selskaber sænket kontorenten for den resterende del af 2008, og Forsikring & Pension forventer, at renten bliver markant lavere til næste år.



























