Hvis du søger om lån i banken, er det blevet markant sværere nu end for blot tre måneder siden.
Bankerne fortsætter med at gøre det dyrere og sværere for kunderne at låne penge - selv om bankernes egne omkostninger til finansiering falder. Det viser Nationalbankens udlånsundersøgelse for årets første kvartal.
Undersøgelsen peger samtidig på, at kunderne næppe får lettere ved at låne, selv om bankernes egne vilkår gradvist forbedres i den kommende tid, vurderer cheføkonom Jes Asmussen fra Handelsbanken.




























