Nu kan du få fingre i statens oliepenge

Lyt til artiklen

Energistyrelsen har i dag åbnet op for en pulje på 400 mio. kr., som husejere kan søge til at udskifte deres gamle oliefyr. Men i oliebranchen er man dog nervøs for, at nogle husejere vil komme til at skifte til et øget energiforbrug. »Mange boligejere har hørt, at de kan spare penge på varmeregningen og samtidig gøre noget godt for klimaet, hvis de investerer i jordvarme. Men har man et gammelt hus, som ikke er gennemisoleret, så forsvinder meget af energieffektiviteten og dermed også meget af besparelsen«, siger Michael Mücke Jensen fra Energi- og olieforum i en pressemeddelelse, og peger samtidig på prisen: »Dertil kommer, at investeringen er dobbelt så høj i forhold til et moderne oliefyr«. Mærkbar interesse »Interessen for de 400 millioner kroner, som finansloven for 2010 afsatte til husejere, der vil skifte til mere miljøvenlig opvarmning, er mærkbar«, fortæller Lasse Kenborg, der er projektmedarbejder i Energistyrelsen og ansvarlig for borgerkontakten omkring skrotningsordningen. »Siden 4. januar har jeg modtaget 500 mails, og vi har haft tre personer til at tage telefoner, så der er stor opmærksomhed om ordningen«, fortæller han. 25.000 for oliefyr Boligejere kan få tilskud på mellem 10-25.000 kroner, hvis de på samme tid skrotter et oliefyr og anskaffer enten et jordvarmeanlæg, en varmepumpe et solvarmeanlæg i kombination med nyt fyr eller tilslutter sig fjernvarme. Energistyrelsen anslår, at der er omkring 300.000 ældre oliekedler i de danske huse, og brancheforeningen Tekniq, der repræsenterer installatørerne, regner med, at der i Region Hovedstaden er omkring 23.000 oliefyrsejere, der har mulighed for tilskud. Få henvendelser For at kunne få støtte skal forbrugeren sammen med en ansøgning indsende et tilbud fra en installatør, men hos VVS-firmaet Erik Nielsen A/S i Hillerød har man endnu ikke oplevet den store interesse for ordningen. »Nogle enkelte, der alligevel stod for at skulle have udskiftet et oliefyr, har spurgt til ordningen. Men vi har ikke udarbejdet tilbud specielt til den ny ordning. Men jeg forventer da, at interessen dukker op - især tror jeg, at støtten til varmepumper vil kaste noget af sig«, siger overmontør Peter Birksø. I modsætning til den renoveringspulje på 1,2 milliarder kroner, som løb sidste år, så er det nu boligejerne selv og ikke håndværkerne, der får udbetalt tilskuddet. »Vi satser på at give et tilsagn senest fire uger efter, man har søgt, og udbetale pengene senest fire uger efter, anlægget er meldt klar fra installatørens side«, siger Lasse Kenborg.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her