En uåbnet rudekuvert kan blive en ekstremt dyr dovenskab.
Tusindvis af danskere har enten glemt eller aldrig åbnet en række breve, de har fået fra et pensionsselskab, og det betyder, at store beløb, som de selv har optjent, er strandet i systemet.
»Selv om folk på den her måde kan gå glip af tusinder af kroner, så betyder det ikke, at de begynder at forholde sig til deres pensionsforhold og læse brevene«, siger ph.d. Jesper Bo Jensen, ekspert i finansielle forbrugerforhold.




























