Sidste år toppede Nordea og Danske Bank listen over bedste opsparingskonti.
Nu roder storbankerne rundt langt nede ad listen over højeste renter. Man skal i stedet kigge efter små banker, hvis man vil i nærheden af 2 procent og ikke har lyst til at binde pengene i årevis. Det viser statistik fra renteportalen Mybanker.dk.
»Indlånsrenten er især siden sommerferien raslet ned i de store banker. Mange har sat pengene i storbanker, fordi man har set dem som sikre. Det betyder, at de ikke behøver at have så høje renter mere«, siger John Norden, direktør i Mybanker. Mens man i en lille bank som Helgenæs Sparekasse kan få 1,75 procent uden binding på indskud over 100.000 kroner, så giver Nordea blot 0,125 procent på deres Pluskonto.
Nordea og Danske Bank giver dog 1,25 procent på henholdsvis Pluskonto Fri og Danske Netopsparing, men så må man leve med, at man ikke får noget i rente i måneder, hvor man hæver penge. Samme situation for firmaer
Vilkårene for privatkunder stemmer dermed overens med, hvordan renten for virksomheder har udviklet sig. Nationalbankens rentestatistik for oktober, som udkom torsdag, viser, at virksomheder får den mindst fordelagtige indlånsrente i landets største banker.
Udviklingen viser, at de små banker fortsat prioriterer at få penge i kassen, vurderer Rune Wagenitz Sørensen, direktør i rådgivningsfirmaet Uvildige.dk.
»Når nogle banker sætter så meget højere indlånsrenter end andre, er det ikke et spørgsmål om blot at tiltrække nye kunder. Det handler i stedet målrettet om at få folks penge ind, fordi banken gerne vil have dækket sit kapitalbehov«, siger Rune Wagenitz Sørensen og fortsætter: Næsten kun obligationer tilbage
»Hvis udviklingen fortsætter, bliver det meget svært at finde sikre måder at få sine penge til at vokse. Så er der kun kortfristede obligationer tilbage, men de giver heller ikke mere end 1,5 til 2 procent«, siger Rune Wagenitz Sørensen.
I Mybanker vurderer John Norden, at nogle banker målrettet holdt en høj indlånsrente frem til bankpakke 1’s udløb 1. oktober. Bankpakken garanterede ubegrænset alle bankkunders indestående, hvis banken gik ned, men efter at pakken er udløbet, dækkes indskud nu kun op til 750.000 kroner ved bankkrak – og det fik nogle banker til at forberede sig på, at mange kunder ville flytte rundt på deres penge:
»Bankpakkens udløb blev dog langtfra så dramatisk som frygtet, og det har bragt renterne ned«, siger John Norden. Tjek renten på bindingskonti
Det er en særlig god ide at tjekke sin rente, hvis man satte sine penge på en 2-årig opsparingskonto i efteråret 2008. På det tidspunkt var krisen netop brudt ud, og bankerne tilbød renter i omegnen af 6 procent på indlån.






























