Når man spørger Jan Fog, hvor meget han tjener, svarer han, at han er tilfreds. Som han sidder i sin sofa med udsigten over Øresund i baggrunden, er det umiddelbart svært at betvivle. Hvis du tjener mere end 625.000 kroner efter skat om året, er du en del af den ene procent, der tjener mest. Gør du det? Jan Fog begynder at smile, da beløbet bliver nævnt. Han slår ud med armene: »Ja, ellers havde jeg ikke råd til det her«. Overalt i den 450 kvadratmeter store strandvejsvilla er designerelektronik fra Bang & Olufsen. Lige inden for døren står en højglanspoleret motorcykel. Fra stolene på den store terrasse er der 180-graders panoramakig over Sundet og bådebroen, som grunden støder ned til.
Ferrarier i garagen
I indkørslen står en åben Beetle og en Cadillac. På den måde virker rigdommen i virkeligheden lidt nedtonet. Den ene af Jan Fogs Ferrarier står i garage, og den anden står i Frankrig. Dernede er også lystyachten, som han købte helt impulsivt.
»Jeg så, at den var dobbelt så stor som den, jeg havde. Så kom jeg pludselig til at købe den. Jeg fik den tilbudt med 25 procent rabat, og det er altså meget, når vi taler en pris på 20 millioner«.
Det seneste Ferrarikøb var dog for impulsivt. Den er nu sat til salg i Monaco, efter at den kun har rullet 610 kilometer i år.
Hvordan er det at købe en Ferrari, fordi man lige får lyst?
»Det er lige så fedt, som da jeg som ung købte min første Velo Solex. Nu skal det bare være meget større«.
Jan Fog hører ikke til dem, der benægter, at man kan blive gladere af penge.
»Hvis jeg sagde, at penge ikke betyder noget, ville jeg lyve mere, end 10 heste kan rende. Jeg vil dog også sige, at pengene ikke betyder alt«.
Formuen er opbygget gennem en karriere som ejendomsmægler siden 1978 med speciale i vild luksus. Han er sin egen chef, 62 år og uddannet jurist.
Den gyldne procent Med adresse i Gentofte Kommune passer Jan Fog dermed på samtlige af de kendetegn, som en ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd opstiller for folk, der tilhører den ene procent af danskerne, der tjener mest – den gyldne procent.






























