De tre brancheorganisationer Horesta, Dansk Erhverv og Danske Medier forener nu kræfterne i et nyt forsøg på at råbe myndighederne op. I årevis har skattemyndighederne registreret udlændinge som lovformelige danske skatteborgere, selv om de ikke har nogen arbejdstilladelse. Dermed forledes mange arbejdsgivere til at tro, at papirerne er i skønneste orden, men ansætter de en udlænding uden arbejdstilladelse, koster det dyrt i bøder. Som tidligere omtalt i Politiken har både Skatteministeriet og Beskæftigelsesministeriet i længere tid forsøgt at finde en løsning. 29. marts blev sagen behandlet på et nyt møde mellem Skat og Beskæftigelsesministeriet. Mødet havde med myndighedernes egne ord til formål »at finde frem til en løsning på de udfordringer, der er, så vi kan sikre den koordinering på området, som er nødvendig«.
LÆS ARTIKEL Skat dømt for at tilbageholde borgers løn trods protester
Men der er fortsat ikke fundet en løsning, oplyser Styrelsen for Fastholdelse og Rekruttering under Beskæftigelsesministeriet:
»Det har meget høj prioritet at sikre, at tredjelands statsborgere med besiddelse af et skattekort ikke ansættes uden den fornødne arbejdstilladelse. Det kræver en analyse af både de administrative forhold, juridiske spørgsmål omkring videregivelse af oplysninger mellem myndighederne og de it-tekniske muligheder for at udveksle oplysninger«, hedder det i en mail fra faglig koordinator Janne Steensgaard Samuelsson.
Men den udmelding er simpelthen uacceptabel, når problemet har været kendt i årevis, mener de tre brancheorganisationer:
»Når myndigheder giver skattekort til folk uden arbejdstilladelse, skal myndighederne gøre arbejdsgiverne opmærksomme på, at de skal se en gyldig arbejdstilladelse. Det blev allerede slået fast i et cirkulære fra daværende indenrigsminister Thorkild Simonsen, og det fungerede fint, lige indtil Skat indførte elektroniske skattekort. Da glemte Skat at gøre plads til en information om, at skattekortet er udstedt til en person uden arbejdstilladelse«, siger Adam Rue, seniorkonsulent i Danske Medier. Frem til 1. januar 2008, da skattekortene stadig var lavet af papir, blev kortet forsynet med en advarende tekst, der slog fast, at skattekortet ikke gælder som arbejdstilladelse. Jagt på de forkerte arbejdsgivere



























