En hundrede år gammel have med frugttræer, gårdsplads og solide ukrudtsdynger i to meters højde fik en kærlig omgang, da 47-årige Charlotte Holleufer i foråret fik sine efterlønspenge udbetalt. Efter syv år som hjemmegående og keramiker uden nogen særlig indtægt kom det fuldstændig bag på hende, at hun var med i efterlønsordningen. Men den var sat i gang, da hun i 2000 og 2001 arbejdede i Århus Amt, og hun var ikke et øjeblik i tvivl om, hvad de 25.000 kroner skulle bruges til.
LÆS ARTIKEL Danskerne står i kø for at få efterlønnen ud
»Jeg hyrede en gartner til at lave en plan for haven og nå så meget, som han kunne for pengene. Han skulle have 350 kroner i timen plus moms, og jeg er faktisk overrasket over, hvor langt han nåede. Men han har jo de rigtige redskaber, så når han siger, at han vil fælde et træ, er det gjort på to timer. For os andre ville det have taget to uger«, siger Charlotte Holleufer.
Afstressende for familien
Nu breder plænen sig frit under de gamle frugttræer, gårdspladsen er omdannet til en gårdhave med overdækket terrasse, og der er lavet særlige steder til opbevaring af frisk brænde og den trailer, som helst skal være lidt af vejen.
Løsningen er afstressende for familien, for den tidligere hjemmegående mor er begyndt på arbejdsmarkedet igen og er væk fra hjemmet 47 timer om ugen.






























