Hvad gør vi med boliglånet, børneopsparingen og efterlønnen? Krisen kradser, og der er hårdt brug for privatøkonomisk rådgivning i familien Danmark. Men de senere års massive kritik af rådgivningens kvalitet i banker og realkreditinstitutter har sendt stadig flere danskere ud på det private rådgivningsmarked. Men det kan også være en farlig færd. For det private marked er stort set blottet for kontrol og tilsyn. Og alle og enhver kan slå sig ned som ekspert i finansiel rådgivning. Forbrugerpolitisk handlingsplan Derfor bliver private, selvbestaltede og uafhængige finansrådgivere nu underlagt samme kontrol som banker, realkreditinstitutter og andre finansielle virksomheder. De skal i fremtiden have Finanstilsynets tilladelse til at udbyde finansiel rådgivning, og samtidig skal tilsynet føre løbende kontrol med branchens aktører. Det fastslår Socialdemokraternes forbrugerpolitiske ordfører, Mette Reissmann. »Vi skal sikre forbrugerne en meget bedre finansiel rådgivning, det er der hårdt brug for, og det har været et forbrugerpolitisk ønske i mange år. Nu sker det«, siger Mette Reissmann, der selv har en fortid som juridisk chef i Forbrugerrådet og medlem af Pengeinstitutankenævnet. Også forslaget om et nyt finansielt kontrolsystem bliver lagt frem som en del af regeringens forbrugerpolitiske handlingsplan, og selve lovforslaget fremsættes i løbet af efteråret. Og det er kun første skridt på vejen, oplyser Mette Reissmann:
LÆS OGSÅ Banker skal nu tjekkes på samme måde som brugtbilsforhandlere
»Vi vil gøre det nemmere for kunderne at få en erstatning, når de har været udsat for elendig finansiel rådgivning. Det er nærmest en håbløs opgave i dag. Derfor nedsætter vi et ekspertudvalg, der skal se på, hvordan vi kan hjælpe forbrugerne med deres berettigede klager. Et udvalg, der vil tælle alle relevante interessenter, blandt andre Realkreditrådet, Finans og Leasing og Forbrugerrådet, for at nævne nogle«, siger Mette Reissmann:
»I dag er situationen jo den, at du og jeg og alle andre kan sætte et skilt over døren, kalde os finansielle rådgiver og tage 500 kroner i timen. Vi ved ikke præcis, hvor mange firmaer der findes i denne branche, men vi ved, det er mange, og at antallet er stigende i en økonomisk krisetid«.
Dit boliglån skal have et risikomærke Både Forbrugerrådet, flere eksperter og også en række af de private rådgivningsfirmaer har efterlyst en autorisationsordning eller en certificering af de uafhængige finansielle rådgivere. Men om det lykkes, afhænger i høj grad af, hvilke krav myndighederne vil stille til de finansielle rådgivere, mener Brooke Harrington, lektor i sociologi og forbrugeradfærd på CBS, Copenhagen Business School:




























