46.000 hæver pensionen i udlandet

Lyt til artiklen

Danske pensioner bliver sendt til udlandet som aldrig før.

De fleste lander på adresser i Sverige, Norge, Tyskland og Spanien. Sidste år sendte Pensionsstyrelsen lidt mere end 2 mia. kr. ud i verden mod bare 775 mio. kr. i 2001. I samme periode er antallet af pensionister i udlandet, der modtager danske pensionsydelser, steget fra 21.000 til 46.000, viser nye tal. Et mere globaliseret arbejsmarked En udvikling, der for alvor tegner billedet af et stadig mere globaliseret arbejdsmarked, hvor lønmodtagere rejser fra land til land og hæver pensionen der, hvor de føler sig mest hjemme, når arbejdslivet slutter. »Vi vil i fremtiden se flere og flere EU-borgere, der har arbejdet i forskellige lande, og som derfor også sammenstykker deres pensioner fra forskellige lande. På samme måde vil flere danskere arbejde og bosætte sig i udlandet og få pensionen tilsendt«, siger Christian Svendsen, kontorchef i Pensionsstyrelsen. En ny generation af pensionister Selv om det også spiller ind, at der bliver flere og flere ældre, er udviklingen et overraskende klart signal om en ny bevægelse i arbejdslivet, mener flere eksperter. »Det er en ny generation af pensionister, vi ser i disse år, en generation af pensionister som i højere grad ser det globale som det lokale uden grænser. Man bosætter sig ikke længere nødvendigvis i fædrelandet, men lige der, hvor man har det bedst. Vi bliver på en måde mere sigøjnere end de gamle fastgroede landmænd, som levede hele livet på samme matrikel«, siger professor Henning Jørgensen, Aalborg Universitet. Flest tager til Sverige De fleste pensionister når dog ikke længere end til Sverige, der suverænt er det land, hvor der bliver udbetalt fleste danske pensionskroner - 608 millioner kroner alene i 2011. Tilmed er det især i det sydlige Sverige, de danske pensionister slår deres folder, fortæller Danmarks ambassadør, Kirsten Malling Biering. »Det hænger nok sammen med, at det er let for de danske pensionister at gøre sig forståelig i Skåne, og at du er tæt på børnebørn og venner i Danmark. Samtidig spiller det sikkert også ind, at alt fra boliger til dagligvarer i mange år har været billigere i Sverige«, siger hun. Trafikken går også den anden vej Men er det et problem, at staten hvert år sender 2 milliarder til udlandet? Overhovedet ikke, mener økonom og direktør Jørgen Søndergaard fra SFI. »Systemet er jo indrettet sådan, at Danmark i langt de fleste tilfælde har beskatningsretten til folke- og førtidspensionen. Desuden skal du huske på, at trafikken også går den anden vej, og der er personer i Danmark, der modtager pension fra udlandet«, siger han. Jagten på socialt pensionsbedrageri skærpes Også Ældre Sagen forventer, at flere danske pensionskroner vil ryge over landegrænserne i de kommende år. »Vi rejser mere og får øjnene op for, at det måske kunne være behageligt at være pensionist i et andet land. Desuden er der flere udlændinge, der har opholdt sig i Danmark og derfor har ret til dansk pension, når de rejser hjem igen«, siger seniorkonsulent Claus Blendstrup. Med de støt stigende udbetalinger af pensioner i udlandet har myndighederne også skærpet jagten på socialt pensionsbedrageri. I første omgang har styrelsen gennemført kontroller i Spanien og Thailand, hvor indsatsen indtil videre har afdækket bedrageri for næsten 3 mio. kroner. Næste mål er Marokko og Tyrkiet.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her