Danskere med sommerhus på attraktive adresser nord eller syd for grænsen vil klappe i hænderne, hvis de konservative kommer igennem med deres krav om at udvide boligjobordningen til også at gælde for sommerhuse.
EU’s regler gør nemlig efter alt at dømme, at også danskere med sommerhuse i udlandet vil kunne bruge fradraget på opgaver udført der. »Hvis det bliver en mulighed, vil det være godt. Ja, det vil jo være fint, fint at kunne få fradrag«, siger Per Bonke, der er formand for foreningen Danske Torpare, som repræsenterer små 11.000 danskere, der har sommerhus i Sverige. Hos de svenske håndværkeres interesseorganisation, Hantverkarna, vil direktør Johan Sterndal tage imod med kyshånd, hvis der åbnes for, at danskere kan få fradrag med hjemmefra til at få renoveret sommerhus i Sverige.»Det er klart, at det vil gøre en forskel. Det vil jo indebære, at der blive flere job til vore svenske håndværkere«, siger Johan Sterndal. Ifølge Flemming Elikofer, der er formand for foreningen Club Danois i Frankrig, bør et fradrag for sommerhusreparationer i for eksempel Frankrig også være omfattet af de konservatives forslag. »De, der har deres sommerhus hernede og bor i Danmark, betaler skat i Danmark«, siger han, der blandt andet har omkring 250 danskere med sommerhus i Frankrig som medlemmer. Usikkert beløb I et notat vurderer Finansministeriet, at det vil koste omkring 200 millioner kroner ekstra om året at lade sommerhuse indgå i ordningen - ud over de 1,5 milliarder kroner, det skønnes at koste at forlænge den eksisterende ordning.




























