Britta Thode Jensen troede ikke sine egne øjne, da hun i sidste uge modtog en mail fra Skat med forslag til ændringer af hendes forskudsopgørelse.
»Jamen, Skat ville forhøje min personlige indkomst med mere end 130.000 kroner, som jeg skulle have fået udbetalt i arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge. Men jeg har jo ikke har været ude på arbejdsmarkedet de sidste 20 år, jeg er 81 år«. Over hele landet har pensionister modtaget breve fra Skat, der vil forhøje deres skattepligtige indkomster med arbejdsløshedsdagpenge og sygedagpenge, som de aldrig har modtaget. Det bekræfter og beklager Richard Hanlov, underdirektør i Skat. »Der er tale om en systemfejl, der har ramt omkring 19.000 pensionister. Vi sørger nu for at få fejlen rettet, hvis ikke borgerne selv har gjort det«, siger han. Rødglødende telefoner Som omtalt i Politiken tirsdag har 882.000 danskere så meget slør i deres forskudsopgørelser, at de nu har modtaget et brev, en sms eller en mail fra Skat med forslag til, hvordan de kan opdatere opgørelsen og dermed gøre skattebetalingen mere korrekt. Med en løbende overvågning og opdatering af danskernes forskudsopgørelser vil Skat forsøge at reducere borgernes skattegæld til de offentlige kasser med op mod tre milliarder kroner over de næste år.






























