Claus Sølvsteen ser sig selv som en mand, der »har vanskeligt ved at skælde ud«. Men han blev »godt og grundigt gal«, da hans forsikringsselskab Topdanmark trak 22 procent fra hans kontante erstatning, fordi han ønskede at handle hos en anden optiker end Profil Optik. Det hele begyndte på Borgergade i København tilbage i januar, da Claus Sølvsteen snublede over kantstenen og tabte sine biller, så stellet blev ridset og glasset sprængtes. Da den 51-årige senioranalytiker hos Farvandsvæsenet skulle have et par nye briller, blev han henvist til Profil Optik, hvor hans forsikringsselskab har en samarbejdsaftale via internetbutikken Scalepoint.
Tak for tilbuddet, tænkte Claus Sølvsteen. Men han ville hellere selv købe en ny brille hos den optiker på Østerbro, hvor han i sin tid købte de nu ituslagne briller. LÆS ARTIKEL: Forsikringselskaber skal vide alt »Min egen optiker har en journal liggende, hvor de har noteret de forskellige problemer med mit syn, og jeg er meget tilfreds med de briller, som de solgte mig sidst. Jeg føler mig tryg i deres hænder, og det betyder meget for mig, når det handler om noget så sårbart som mit syn«, siger Claus Sølvsteen.





























