Poul og Britta Steffensen fra Århus havde fuld tillid til deres bankrådgiver i den lokale bank, Bonusbank, som de havde haft gennem 34 år. Nu har de med ét slag mistet alle deres 356.000 kroner, fordi de gjorde, som han anbefalede.
»Når man har haft en bankrådgiver igennem så mange år, så stoler man selvfølgelig på, at han har sat sig ind i tingene. Men uha, vi havde gjort det helt anderledes, hvis vi havde vidst bare en tiendedel af det, vi ved i dag«, siger Poul Steffensen.
Hans ærgrelse kommer til udtryk i forbrugermagasinet Kontant, som DR1 sender i aften.




























