Rykkere, rudekuverter og en pinlig plads i et register over dårlige betalere.
Det er hverdag for flere og flere unge danskere. Antallet af nuværende og tidligere SU-modtagere, der misligholder deres lån, er på 10 år skudt i vejret fra 36.000 i 2000 til 54.700 i 2009, en stigning på over 50 procent. De 21-30-årige, der er registreret som dårlige betalere I RKI-registeret, er i år steget til historisk høje 48.600, oplyser kreditbureauet Experian. Og det er i høj grad de unge, der dropper uddannelsen, som ender i gældsfælden, viser en ny undersøgelse, som Ungdommens AnalyseEnhed har foretaget.




























