Ægtefolk kan ikke altid udholde hinanden, til døden dem skiller, og det rammer særligt kvinder på pengepungen i pensionsalderen. En ægtepagt kan sikre en ligedeling af parrets rate- og kapitalpensioner i tilfælde af skilsmisse og bliver anbefalet af pensionseksperter. Men nye tal fra Tinglysningsretten viser, at antallet af indgåede ægtepagter er halveret siden 2006. Sidste år blev der blot indgået 9.700 ægtepagter. Det er 400 færre end året før og 9.100 færre end for fem år siden. »Det ryster mig, at der ikke er en større bevidsthed om uligheden i pensionsopsparingerne. Der er åbenbart mange, der lader stå til«, siger Anja Cordes, formand for Danske Familieadvokater. Hun siger, at skilsmisse næsten altid er til skade for den ene parts pension, og anbefaler, at man sørger for ligedeling af pensionen, eventuelt gennem ægtepagt. LÆS ARTIKELSkilsmissetruede kvinder risikerer pensionistliv på smalhals
I særdeleshed er fraskilte kvinder i farezonen for at få et fattigt liv i deres otium. Som Politiken fortalte i går, er der stor forskel på, hvad mænd og kvinder indbetaler til deres pension. Ifølge ATP betaler mænd henholdsvis 55 procent mere til deres arbejdsmarkedspension og 76 procent mere til deres private pension. Eksmand får 15 gange mere Også aktuar og pensionsekspert Jørgen Svendsen hejser et flag for ægtepagterne: »Der er store lønforskelle, ligesom barselshuller er svære at udligne. Derfor er det vigtigt at dele pensionen gennem et juridisk bindende dokument«, siger han. Siden 1. januar 2007 er pensioner som udgangspunkt ikke blevet delt ved skilsmisse. En nylig dom fra byretten i Svendborg viser, at der er begrænset kompensation til den ramte part. Et 53-årig kvindeligt medlem af HK/Privat havde – som følge af barsel, ledighed og deltidsansættelse – kun udsigt til 20.000 kroner om året i pension, mens eksmanden havde udsigt til 305.000 kroner om året med en tjenestemandspension og to kapitalpensioner. LÆS ARTIKELMette giftede sig til en kæmpe gæld




























