Tilbudsaviser er til mere skade end gavn og skal derfor ikke proppes ned i halsen på danskerne.
Det mener forbrugerorganisationer og en næsten samlet opposition, der i det nye folketingsår vil genfremsætte et forslag om at vende den nuværende ordning ’Reklamer – nej tak’ på hovedet. »Nu bliver der snart valg, men uanset om vi kommer i regering eller ej, vil vi arbejde for en ’ja tak’-ordning. Det er spild af papir med så mange reklamer, som bare smides ud. Nogle vil gerne have tilbudsaviserne, men det bør være et aktivt tilvalg. Man skal ikke bare have proppet tryksagerne i halsen«, siger SF’s forbrugerordfører, Pia Olsen Dyhr.




























