De første julemænd er begyndt at snige sig ind i tv-reklamerne, og de glitrede kataloger med julegavetilbud lander så småt i de danske postkasser.
Bjældeklangen har også fået Mødrehjælpen tidligt ud af starthullerne, og de åbner i dag for ansøgninger til julehjælp.
Mødrehjælpen har for længst fået henvendelser om julehjælpen. Allerede i sommervarmen begyndte fattige familier at henvende sig, fordi de frygtede for julen et halvt år ude i fremtiden. Nu hvor reklamerne begynder at konfrontere os med den kommende højtid, breder presset fra forbrugsjuleræset sig til flere fattige familier, og derfor kan man søge om julehjælp nu:
»Der er et kæmpe pres og en forbrugsforventning op til julen. Derfor er det en hård tid for økonomisk trængte familier, der får ondt i maven over, om de kan give deres børn en god jul. Når reklamerne begynder at komme ind ad døren, tænker de, hvad skal jeg stille op med julen i år«, forklarer Mads Roke Clausen, direktør i Mødrehjælpen.
Det er tilsyneladende en følelse flere og flere sidder med. Mødrehjælpen forventer at få 7.000 ansøgninger i år, hvilket vil være mere end en fordobling af antallet i 2011, hvor 3.041 søgte. Det står i skarp kontrast til regeringens tal for fattige, der er faldet siden 2011.
SIDSTE JUL
Julehjælp sætter rekord – og udstiller kommunerIkke alle får hjælp
Flere organisationer giver julehjælp, heriblandt Frelsens Hær og Røde Kors. Den kommer i forskellig form fra organisation til organisation, men gives i alle tilfælde til familier, der har svært ved at få julen til at hænge sammen rent økonomisk. Mødrehjælpens julehjælp kommer i form af en check eller overførsel, som familierne kan indløse og bruge til at købe julegaver og julemad.
Ifølge Økonomi- og Indenrigsministeriet fattigdomsredegørelse, der udkom første gang i år, og er baseret på regeringens nye definition af fattigdom, så var 39.200 personer fattige i 2012, heraf var 7.900 børn. I regeringens definition kræver det 3 år på samfundets bund, før man får mærkatet fattig. For 2011 har Arbejderbevægelsens Erhvervsråd lavet en opgørelse over gruppen af personer, som har været fattige i løbet af det seneste år, såkaldte etårsfattige. Her kom antallet af fattige børn op på 56.000 børn.
ORGANISATIONER:
Organisationer: Fattigdomstal giver kort glædeBåde mor og far kan søge julehjælp på vegne af deres børn hos Mødrehjælpen. Det er dog langtfra alle ansøgere, der får julehjælp fra Mødrehjælpen. Sidste jul fik lidt over en tredjedel hjælp og ifølge Mads Roke Clausen er de »ret hårde med, hvem der kommer gennem nåleøjet«, fordi de vil være sikker på, at det er dem med størst problemer, der får den hjælp, der er at give.
Fattigdomsgrænsen
Mødrehjælpen ser på rådighedsbeløbet, når de vurderer familiers fattigdom, men dårlig økonomi alene er ikke begrundelse nok til at få hjælp. Mødrehjælpen giver fortrinsvis bidrag til dem, hvor pludselige hændelser har fået familielivet til at ramle. Derfor skal ansøgerne begrunde, at de for eksempel har sociale, psykiske eller helbredsmæssige problemer, der giver dem et særligt behov for julehjælp.
Nogle af begrundelserne er svære for de ansatte i Mødrehjælpen at slippe igen:
»Et eksempel er en familie med far, mor og Laura på 7. Pludselig får moren erklæret kræft og dør inden for kort tid. Faren Niels sidder alene tilbage med en datter på 7 år. Han synker ned i et stort sort hul og mister sit arbejde. Han vil gerne være god far for Laura, men har svært ved at overskue det. Han fik hjælp til julen og rådgivning til at komme tilbage på sporet igen. Det er en ekstraordinær situation, men det kan ske for alle, at der kommer noget på tværs og smadrer det hele«, fortæller Mads Roke Clausen
Julegaver, mad og rådgivning
Mødrehjælpen har socialrådgivere til at behandle hver enkelt sag og se på ansøgerens budgetter og begrundelser. Bliver ansøgningen accepteret giver de 400 kroner per barn til julegave og et grundbeløb til julemaden. Mødrehjælpen har forhåbninger om, at pengene kan strække sig helt til nytårsaften, så der er råd til en isdessert på festaftenen.
Ud over det økonomiske bidrag tilbyder Mødrehjælpen rådgivning, så ansøgeren kan komme tilbage på rette spor igen.
»Vi vil gerne lindre i situationen, men også skabe hjælp på den lange bane. Det er lige så dårligt at være afhængig af os som at være afhængig af det offentlige«, forklarer Mads Roke Clausen.
Fattige søger feriehjælp mere end nogensinde førIfølge både Økonomiministeriets redegørelse og AE er antallet af fattige børn steget gennem nullerne. Ifølge AE blev antallet af fattige børn, der er fattige i mere end 5 år, fordoblet fra 2006 til 2011.
Hos Mødrehjælpen har man mærket det stigende behov. De skal hvert år samle flere penge ind, og hver gang starter de uden en krone og søger efter donationer fra virksomheder og private. I år regner Mødrehjælpen med at skulle samle 4,5 millioner ind for at få budgettet til at hænge sammen.
fortsæt med at læse




























