Priserne stiger hurtigere end lønnen. Det seneste år er priserne ifølge nye tal fra Danmarks Statistik steget med 2,3 procent og lønnen i det private steget med 1,4 procent. LÆS OGSÅReallønnen falder for alle Da tallene næppe ændrer sig markant i årets sidste måned, og lønningerne i det offentlige følger den private lønudvikling, er kursen sat mod, at lønnen for tredje år i træk stiger mindre end priserne. Det vil med andre ord sige, at reallønnen falder, så danske lønmodtagere kan købe mindre for deres løn nu, end de kunne for et år siden. »Vi skal 30 år tilbage for at finde en tilsvarende periode«, forklarer senioranalytiker Frederik I. Pedersen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Afspejler krisen I begyndelsen af 1980'erne blev den automatiske dyrtidsregulering afskaffet, og Danmark sloges med eftervirkningerne af den anden oliekrise. Dengang faldt lønnen fra 1980 frem til 1984. Og i 1985 begyndte lønningerne så at stige igen, viser en oversigt, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har udarbejdet for Politiken. Og nu er Danmark altså midt i en periode, som minder om de tidlige 80'ere. »Det afspejler, at vi er i den største krise siden 1930'erne, at vi for tredje år i træk har nedgang i realløn«, siger Frederik I. Pedersen. Det hører til undtagelserne, at danske lønmodtagere oplever flere år med faldende realløn. Lønmodtagere, som har været i arbejde siden 1980, vil typisk have oplevet en stigning i reallønnen på mere end 40 procent, viser gennemgangen. LÆS OGSÅOffentligt ansatte skal gå ned i løn »I gennemsnit er reallønnen steget med 1,1 procent om året siden 1980. Fra 1990 til den økonomiske krise tog fat, oplevede lønmodtagerne en uafbrudt periode med stigende realløn«, siger Frederik I. Pedersen. Faldet i realløn har både positive og negative sider. »Det er ikke særligt befordrende for købelysten, at danskerne går på arbejde og mister købekraft. Det er med til at fastholde os i krisen, men omvendt er det godt for den danske konkurrenceevne. Danske virksomheder får det simpelthen lettere i konkurrencen med udenlandske virksomheder«, siger Frederik I. Pedersen. Bunden nået næste år Det er i høj grad benzin, energi og afgifter på for eksempel alkohol og tobak, som har holdt forbrugerpriserne oppe, men også ganske almindelige dagligdagsvarer som mælk, ost og æg er steget i pris. Prisen på at bo på hotel og gå ud at spise er også steget med op mod 4 procent. Næste år bortfalder afgifterne på fedt og sukker, men det er endnu usikkert, om butikkerne benytter lejligheden til at sætte priserne ned, men en bankøkonom tror på faldende inflation næste år. »Jeg vurderer, at inflationen kommer under 2 procent næste år, hvis priserne på benzin og energi modererer sig, og fjernelsen af afgifterne fedt og sukker slår igennem på priserne«, siger cheføkonom Jes Asmussen, Handelsbanken, der vurderer, at lønstigningerne vil ligge på omkring 1,5 procent i 2013. LÆS OGSÅTak for den faldende købekraft »Det betyder, at vi kan holde reallønnen næste år eller måske ligefrem kan have en lille fremgang, men der er stor usikkerhed om for eksempel arbejdsløshed og euroen«, siger Jes Asmussen. Også AE vurderer også, at inflationen vil holde sig under de 2 procent. Det baner formentlig vej for, at reallønnen kan holde næste år eller stige en lille smule. »Inflationen har været drevet af afgifter og høje energipriser, men underliggende har der ikke været så høj inflation«, siger Frederik I. Pedersen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Wegovy, jeg slår op
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
»Jeg skulle ikke have brugt det her billede«: Vanopslagh fortryder brug af nazifoto
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Klumme
Debatindlæg af Jacob Birkler



























