Derfor får god økonomi kirkeklokkerne til at ringe

Lyt til artiklen

Når økonomien er svag, udskyder vi de store, vigtige beslutninger - såsom ægteskab. Til gengæld valfarter vi mod kirken, når tilliden til økonomien stiger.

Dagens tal over antallet af vielser i 2014 viser, at der sidste år var flere danskere, der valgte at få papir på hinanden. Det er ifølge forbrugerøkonom i Nykredit Johan Juul-Jensen en vigtig indikator på, at danskernes økonomiske tillid nu er ved at bide sig fast.

»Der er en tydelig tendens til, at udviklingen i forbrugertilliden og antallet af vielser følges ad – dog med en vis forsinkelse. At flere sidste år valgte at gifte sig, at et tydeligt signal om, at vi økonomisk er på vej mod bedre tider«, siger han.

Der var 28.331 vielser sidste år, hvilket er mere end 800 flere end året før.

Endnu flere vielser kan være på vej

En gennemgang af udviklingen i forbrugertilliden og antallet af vielser de seneste ti år viser, at vi er mindre tilbøjelige til at gifte os, når forventningerne til økonomien er svag.

Derfor er den stigning i antallet af vielser, vi så sidste år, ifølge Johan Juul-Jensen en vigtig pejling på, at det økonomiske opsving er ved at bide sig fast.

»Faktisk tror jeg godt, vi kan komme til at se en slags ketchupeffekt. Der er nok en del par, der har holdt sig lidt tilbage de seneste år. Men hvis forbrugertilliden fortsætter med at stige, vil flere af dem nok få mod på at gifte sig, og det kan få antallet af vielser til at stige yderligere«, siger han.

Selv om antallet af vielser sidste år var højere end året før, er vi stadig langt fra de lyserøde dage i 2008, hvor næsten 37.376 par, næsten10.000 flere end sidste år, valgte at få papir på hinanden.

Antallet af vielser toppede i 2008, hvor forbrugertilliden toppede i 2006. Herefter er det gået støt nedad bakke - både for forbrugertilliden og for antallet af nye ægteskaber.

Forbrugertilliden begyndte først for alvor at finde formen igen i 2013, og med de seneste tal for antallet af vielser ser den spirende optimisme i økonomien nu også ud til at slå igennem i antallet af nye vielser.

Sund økonomi øger troen på fremtiden...

Ifølge Johan Juul-Jensen er det ganske naturligt, at der er en sammenhæng mellem den økonomisike udvikling og danskernes lyst til at lade sige vie.

»Vi gifter os ofte i forbindelse med et boligkøb eller en familieforøgelse - og begge dele påvirkes af de økonomiske konjunkturer«, siger han.

»Når tiderne er gode, får vi mere mod på at binde an med realkreditlån og familieforøgelse, som igen får os til at binde os lovformeligt til hinanden«.

...sammen eller hver for sig

Men det er ikke kun antallet af vielser, der er steget. For selv om der sidste år var flere danskere, der gav hinanden hånd på at blive sammen i både medgang og modgang, var der også flere par end nogensinde, der måtte kaste håndklædet i ringen. 19.435 par blev skilt, og det er 23 procent flere end gennemsnittet for de seneste ti år.

Flere danskere bliver skilt end nogensinde før

Og her kan økonomien også spille en vigtig rolle, vurderer Johan Juul-Jensen.

»En stigning i antallet af skilsmisser kan også tolkes som et tegn på, at vi går mod bedre økonomiske tider. I dårlige tider har mange simpelthen ikke råd til at blive skilt, og man er derfor tvunget til at blive sammen – ikke af lyst, men af nød«, siger han.

En anden del af forklaringen på de mange skilsmisser kan også være, at lovgivningen på separations- og skilsmisseområdet er blevet ændret, hvilket blandt andet betyder, at det nu er muligt at blive skilt uden først at være separeret. Tidligere skulle man være separeret i et halvt år, inden skilsmissen var en realitet.

Anne Klejsgaard Hansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her