Det begyndte med et kviklån på 20.000 kroner, da han flyttede hjemmefra og skulle betale indskuddet på sin første lejlighed.
Men det ene lån tog det næste i et tiltagende økonomisk kaos, hvor brutale kviklånsrenter og misligholdte lån fik gælden til at eksplodere. I dag skylder 29-årige Mads Bertelsen cirka 530.000 kroner, og gælden vokser så hurtigt, at den lander på omkring 730.000 kroner til næste år.
»Man er ung og dum – og det er så nemt at hente de her penge, og man tænker, at det skal jeg nok få betalt tilbage. Men pludselig handler hele tilværelsen om at holde kreditorerne fra livet, mens man kæmper for at skaffe penge til næste måneds overlevelse«, siger han.
Trods utallige advarsler og forbrugerpolitiske indgreb er der ikke noget, der tyder på, at de dyre kviklån er blevet mindre populære. Og det bekymrer Forbrugerrådet Tænk.
