Selv om boligpriserne i den seneste periode har set en opbremsning, så har boligmarkedet været særdeles varmt under coronapandemien.
Det viser sig nu igen, efter at en lejlighed nær Operahuset i København er blevet solgt for en rekordstor sum på 30 millioner kroner.
Salget har slået rekorden for den dyreste lejlighedshandel nogensinde i Danmark, skriver Boliga.dk tirsdag.
Ejendomsmæglerkæden Ivan Eltoft Nielsen, der har stået for salget, bekræfter da også handlen over for mediet.
»Den er solgt i et diskret skuffesalg til en kunde fra vores netværk«, siger Joachim Kiilerich Selnæs, der er ejendomsmægler i selskabet til Boliga.
Lejligheden breder sig ud over 238 meget værdifulde kvadratmeter. Kvadratmeterprisen er på hele 126.000 kroner.
ritzau




























