Trods lønstigning blev danskernes købekraft mindsket sidste år. Det skyldes rekordhøj inflation.

Så mange penge mistede danskerne i snit i 2022 på grund af inflationen

Foto: Thomas Borberg
Foto: Thomas Borberg
Lyt til artiklen

Selv om danskerne igen fik mere i løn sidste år, blev det i høj grad ædt op af inflationen. Tal fra Danmarks Statistik, som er offentliggjort tirsdag morgen, viser, at den gennemsnitlige A-indkomst endte på 322.300 kroner per person i 2022.

Det er ganske vist en stigning på 6.880 kroner i forhold til 2021, hvis ikke man tager højde for prisændringer. Men ser man på realindkomsten – altså hvor meget den enkelte reelt kan købe for sin løn – var det et fald. Den gennemsnitlige A-indkomst målt i faste 2022-priser dalede således med 17.400 kroner i forhold til året før, oplyser Danmarks Statistik.

Louise Aggerstrøm Hansen, som er chefanalytiker og privatøkonom for Danske Bank, mener, at der for mange blev slået et ’hul’ i privatøkonomien sidste år.

»Dagens tal understreger, at 2022 var et mere end almindeligt hårdt år for danskerne, hvor den enkeltes indkomst blev udhulet i en grad, vi ikke har set i årtier«, siger hun i en skriftlig kommentar.

Inflationen endte sidste år på 7,7 procent i forhold til året før. Det var den højeste årsstigning siden 1982.

Aggerstrøm Hansen ser tendenser til en delvis genopretning af indkomsterne i 2023. Men hun forventer først, at købekraften for lønmodtagere vil være tilbage på 2021-niveau i anden halvdel af 2024.

A-indkomsten omfatter hovedsageligt løn og offentlige og private pensioner, mens også dagpenge og kontanthjælp samt SU. A-indkomsten udgør cirka 90 procent af de samlede indkomster.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her