Fire ud af fem borgere har i 2023 betalt for meget i skat, så fredag får de overskydende skat tilbage.

Se kortet: Her får folk flest penge tilbage i skat – og her får de færrest

Illustration  af Rasmus Vendrup
Illustration af Rasmus Vendrup
Lyt til artiklen

Knap 4 millioner borgere har betalt for meget i skat sidste år, hvorfor de fleste fredag kan glæde sig over, at pengene triller tilbage på kontoen, skriver Skattestyrelsen i en pressemeddelelse, hvor det fremgår, at styrelsen fredag går i gang med at udbetale knap 25,7 milliarder kroner i alt i overskydende skat.

Godt fire ud af fem borgere skal have penge ind på kontoen. I gennemsnit udbetales der knap 6.600 kroner til hver, hvilket er cirka på samme niveau som sidste år. I Gentofte Kommune får dem, der har betalt for meget, mere end 13.000 kroner tilbage i gennemsnit, hvilket er flest af alle. I Lolland Kommune må borgerne i gennemsnit nøjes med at få omkring 5.000 kroner tilbage.

Jan Møller Mikkelsen, der er fagdirektør i styrelsen, siger i meddelelsen, at han godt kan forstå, at folk ser frem til udbetalingen fredag.

»Men jeg vil samtidig minde om, at det er penge, man kunne have haft glæde af sidste år, hvis man havde rettet sin forskudsopgørelse«, siger han.

700.000 skal betale restskat

Det er dog ikke alle, der vil se pengene rulle ind på kontoen allerede fredag. Første del af udbetalingen vedrører borgere, der enten ikke har haft ændringer til deres årsopgørelser, eller som har foretaget ændringer senest 5. april. Borgere, der retter deres årsopgørelser efter denne dato, vil få eventuel overskydende skat tilbagebetalt løbende.

Udbetalingen fredag gælder ikke borgere, der har gæld til det offentlige. For dem vil den overskydende skat først blive brugt til at afdrage på gælden.

»Der kan være flere årsager til, at man ikke får udbetalt sine penge, som man forventer. Det er noget, vi ved vil fylde en del og give ekstra ventetid på telefonerne i den kommende tid«, lyder det fra Jan Møller Mikkelsen.

Han opfordrer derfor til, at man logger ind på Tast-Selv – Skat og finder sin årsopgørelse frem, da man i rigtig mange tilfælde selv vil kunne finde en forklaring der.

Sidste år udbetalte Skattestyrelsen omtrent det samme beløb, som skal fordeles i år. Her lød det samlede beløb på 25,3 milliarder kroner.

Det er ikke alle borgere, der får penge ind på kontoen. Omtrent 700.000 borgere skal betale i alt 6,7 milliarder kroner i restskat, da de har betalt for lidt i skat i løbet af året. De borgere i Hørsholm Kommune, der skal have pungen op af lommen, er dem, der i gennemsnit skal betale mest i restskat. Her lyder den gennemsnitlige restskat på mere end 26.500 kroner. Modsat er det på Læsø, indbyggerne skylder mindst. De skal kun af med i gennemsnit godt 4.000 kroner per næse.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her