Stop for føderalt fradrag fik i tredje kvartal flere amerikanske kunder til at købe en elbil fra Tesla.

Toldsatser og højere omkostninger tager bid af Teslas overskud

Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix
Foto: Mike Blake/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Elbilproducenten Teslas omsætning steg i tredje kvartal med 12 procent sammenlignet med samme periode i året før. I tredje kvartal omsatte selskabet for 28,1 milliarder dollar. Det svarer til 181 milliarder danske kroner. Det fremgår af Teslas kvartalsregnskab, som blev offentliggjort onsdag aften dansk tid.

Omsætningen overstiger analytikernes forventninger, der ifølge børsinformationsvirksomheden LSEG lød på 26,4 milliarder dollar, skriver nyhedsbureauet Reuters. Stigningen i omsætningen var drevet af, at mange amerikanske købere skyndte sig at bestille og betale for en elbil, inden et føderalt skattefradrag på op til 7.500 dollar – 38.240 danske kroner – udløb 30. september.

Elbilproducentens overskud i tredje kvartal faldt til 1,4 milliarder dollar, hvilket er 37 procent lavere end samme periode sidste år. Tesla tilskriver i regnskabet blandt andet faldet i overskuddet med nye toldsatser og højere udgifter til omstrukturering.

Driftsomkostningerne steg med 50 procent til 3,4 milliarder dollar sammenlignet med samme kvartal sidste år. Det skyldes blandt andet øgede udgifter til forskning og udvikling, fremgår det af regnskabet.

Skuffende overskud

Teslas overskud var lavere end analytikerne havde forventet, skriver Reuters. Elbilproducentens aktie er siden offentliggørelsen af regnskabet faldet med fire procent i eftermarkedet, skriver nyhedsbureauet.

Efterspørgslen efter Teslas og dets konkurrenters biler forventes at falde resten af året, som følge af at det amerikanske skattefradrag på elbiler blev sløjfet i slutningen af september. Der er tale om det såkaldte EV Mandate.

Fradraget har ifølge Reuters været en vigtig drivkraft for salget af elbiler i USA.

»Selv om vi står over for usikkerhed på kort sigt som følge af ændringer i handels-, told- og finanspolitikken, fokuserer vi på langsigtet vækst og værdiskabelse«, skriver Tesla i regnskabet onsdag.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her