Artiklen er opdateret kl. 17.48 med reaktioner fra Novo og Metsera.
Det amerikanske medicinalselskab Pfizer har mandag sagsøgt Novo Nordisk for brud på konkurrencereglerne, skriver Børsen.
Det er den anden sag, som Pfizer anlægger mod Novo Nordisk. Fredag sagsøgte medicinalselskabet Novo Nordisk for kontraktbrud. Pfizer var på vej til at købe Metsera, før Novo Nordisk torsdag i sidste uge kom med et højere bud.
Det amerikanske medicinalselskab havde i september aftalt at overtage aktierne i Metsera for 47,50 dollar per aktie plus milepælsbetalinger på op til 22,50 dollar per aktie. I slutningen af oktober kom Novo Nordisk på banen med et bud på 56,50 dollar per aktie. Dertil kommer yderligere op til 21,25 dollar per aktie, hvis bestemte resultater opnås. Dette bud mener Pfizer er et brud på konkurrencelovgivning.
Pfizer mener, at Novo Nordisk vil »opkøbe« og »eliminere« en spirende amerikansk konkurrent (Metsera, red.), inden denne opnår støtte fra Pfizer, skriver Pfizer i en pressemeddelelse.
Novo Nordisk mener dog ikke, at selskabets bud på biotekselskabet Metsera er et brud på konkurrencelovgivningen, meddeler det danske medicinalselskab ifølge Reuters, efter at medicinalselskabet Pfizer har sagsøgt Novo Nordisk.
Metsera udtaler, at Pfizer bruger sagsanlægget til at købe Metsera til en lavere pris, end den Novo Nordisk byder, skriver Bloomberg ifølge MarketWire.
Pfizer mangler vægttabsmedicin
I søgsmålet beskrives det, at Novo Nordisks ønske om at købe Metsera skulle være en konkurrencebegrænsende handling for at beskytte sin position inden for GLP-1. Novo Nordisk producerer storsællerten Wegovy, der indeholder et aktivt stof ved navn semaglutid, som falder ind under lægemiddelgruppen af GLP-1-agonister. Dette middel gør, at din fornemmelse af mæthed øges, hvilket gør, at man som oftest taber sig.
Metsera forsker også i vægttabsmedicin, men her skal medicinen kun tages månedligt, mens Wegovy skal tages ugentligt.
Pfizer mangler en vej ind på vægttabsmarkedet, som allerede er milliarder værd, og som kun ventes at vokse. I fredags anlagde Pfizer også søgsmål mod Metsera, så selskabet ikke kan træde ud af sin købsaftale med Pfizer.
»Vi tror på vores sag og ser frem til at præsentere den i retten«, skriver Pfizer i en pressemeddelelse.
En domstol i delstaten Delaware skal nu tage stilling til de to søgsmål fra Pfizer.
ritzau
fortsæt med at læse


























