Nye forsøgsresultater med middel mod hoved- og halskræft sender kursen på Genmabs aktie op.

Danske Genmabs aktie brager i vejret efter nye forsøg med kræftmiddel

»Disse overordnede fase 3-resultater udgør en afgørende milepæl for Genmab«, udtaler Genmabs administrerende direktør Jan van de Winkel. Arkivfoto Stine Bidstrup
»Disse overordnede fase 3-resultater udgør en afgørende milepæl for Genmab«, udtaler Genmabs administrerende direktør Jan van de Winkel. Arkivfoto Stine Bidstrup

Det danske biotekselskab Genmab stryger til vejrs på børsen onsdag, efter at selskabet har offentliggjort nye forsøgsresultater.

Genmab-aktien lukker onsdag med en stigning på 29 procent. Det er aktiens største kurshop i 15 år.

Onsdag offentliggjorde selskabet forsøgsresultater for et fase 3-forsøg, hvor man undersøgte effekten af kræftmidlet petosemtamab.

Lægemidlet skal bruges til behandling af hoved- og halskræft, fremgår det af en pressemeddelelse fra biotekselskabet.

Resultaterne viser, at midlet halverer risikoen for at dø af hoved- og halskræft.

»Disse overordnede fase 3-resultater udgør en afgørende milepæl for Genmab«, udtaler Genmabs administrerende direktør Jan van de Winkel i meddelelsen.

Samtidig tilføjer han, at resultaterne styrker selskabets overbevisning om, at lægemidlet potentielt kan blive en ’first-in-class behandlingsmulighed’.

Her henvises der til lægemidler, der virker anderledes end den kræftmedicin, der er tilgængelig på markedet i dag.

På baggrund af de nye forsøgsresultater planlægger Genmab at indlede dialog med relevante lægemiddelmyndigheder verden over, skriver selskabet i pressemeddelelsen.

Tredje gang på en måned

Det er tredje gang på en måned, at biotekselskabet har offentliggjort positive forsøgsdata.

Det har også sat sine spor på selskabets aktiekurs. Alene den seneste måned er Genmab-aktien steget 68 procent.

Siden årets begyndelse er Genmab-aktien steget med 107 procent.

Biotekselskabet udvikler midler mod kræft og står blandt andet bag antistoffet daratumab.

Selskabet indgår partnerskabsaftaler med medicinalselskaber, der står for videreudviklingen, produktionen og markedsføringen af lægemidlerne.

Daratumab markedsføres for eksempel under navnet Darzalex af amerikanske Johnson & Johnson, som afleverer en vis procentdel af salget tilbage til Genmab.

Selskabet har omkring 2700 ansatte verden over. Omkring 650 af dem arbejder i Danmark.

ritzau

PodcastSe alle

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her