En kølig tåge er begyndt at glide ind over downtown San Francisco på denne augustaften, og på gadehjørnet hænger hjemløse og cracknarkomaner ud. Men foran en anonymt udseende bar er en kø af velklædte, veltrimmede mænd og kvinder begyndt at stimle sammen langs et fløjlsrødt tov.
Rygtet om en vis dansk bryggers vilde bryg er nået helt til Californien, og indenfor trykker folk sig mod den store hesteskoformede bar, hvor bartenderne halser bagefter for at slukke folkets tørst. Midt i det hele tuller Mikkel Borg Bjergsø rundt og sikrer, at tandhjulene i hans nyeste værk kører, som de skal. Mikkeller Bar i San Francisco er hans første udlandseventyr.




























