Naboerne til det kommende døgnbyggeri ved Marmorkirkens metrobyggeplads kan i strid med hensigterne bag kommunens tilladelse ikke nå at komme væk fra de sundhedsskadelige gener fra byggeriet.
I begyndelsen af den kommende uge forventer Københavns Kommune at udstede den endelige tilladelse til døgnarbejdet, og det udvidede arbejde kan gå i gang otte dage senere. Men Metroselskabet skal bruge op til 14 dage på at udarbejde erstatningstilbud.
LÆS OGSÅ FN går ind i betændt metrosag
Dernæst skal beboerne tage stilling til tilbuddet, og på et presset boligmarked finde en ledig lejebolig, der passer til deres individuelle behov.
Ingen kan slippe væk
Politiken har talt med ældre og svagelige, der ikke har overskud til at flytte, og de fleste andre beboere kan ikke nå at komme væk fra støjen. Talsmand for beboerforeningen Kaj Larssen siger:
»Det er tale om én stor ulyksalig og sandsynligvis dybt ulovlig rodebutik. Nogle får efterfølgende tilbudt erstatning, andre får intet. Ingen kan komme væk før døgnarbejdet, og alle bliver fanget i noget, som embedslægen har sat en tyk streg under er direkte sundhedsskadeligt«.
Ved store indgribende byggeprojekter går en kommune normalt ind og genhuser de berørte borgere. Københavns Kommune har genhuset beboere i forbindelse med andre byggeprojekter og den omfattende byfornyelse i 1990’erne. Men i forbindelse med metrobyggeriet kan hverken Metroselskabet eller kommunen hjælpe borgerne med at komme væk.
Ifølge økonomiforvaltningen er der i loven om en cityring fastsat en udtømmende rollefordeling mellem stat, kommune og Metroselskabet.
»Københavns Kommune kan ikke med hjemmel i kommunalfuldmagtsreglerne hjælpe ejere og lejere, der som følge af metrobyggerierne mener, at de har behov for at finde en anden bolig (varigt eller midlertidigt)«, lyder det i et notat af 23. november 2012.
Embedslægen advarer mod sundhedsskadelig metrostøjEkspropriationskommissionen traf 10. juli en principbeslutning om, hvor meget de mest berørte naboer har ret til i erstatning. 91 husstande – godt 150 personer – ved Marmorkirken fik på grundlag af de dengang tilgængelige støjberegninger et tilbud om 5.000-20.000 kr. om måneden i geneperioden, afhængig af støjgener og antal værelser.
Men siden da er byggetilladelsen erklæret ulovlig af Natur- og Miljøklagenævnet, fordi kommunens beregninger af støjbelastningen var for lave.
Metroselskabet: Frit valg for naboer
I sit udkast til en ny tilladelse har kommunen skruet det tilladte støjniveau op med 8 decibel til 86. Og derfor skal Metroselskabet udsende nye, reviderede erstatningstilbud.
Ikke siden de københavnske politikere godkendte det udvidede byggeri i juni 2013, har Politiken fået et interview med overborgmester Frank Jensen (S) om metrosagen. Dengang sagde han: »At vi skulle belaste vores borgere og gøre folk syge – det, er der jo ingen, der kan forsvare«.
Om borgernes manglende muligheder for at komme væk i tide fra byggeriet, lyder det nu fra Frank Jensen i en e-mail:
»Folk skal selvfølgelig ikke blive syge, når det offentlige bygger, og det er derfor, vi har en ekspropriationskommission, som træffer beslutning om, hvilken erstatning der er behov for i de enkelte sager. Jeg har stor forståelse for, at det er en vanskelig situation for eksempelvis ældre og for børnefamilier. Derfor er det godt, at der er mulighed for erstatninger på op til 20.000 kr. skattefrit om måneden«.
København tager kontanthjælpen fra metronaboerFrank Jensen henviser til, at cityringsloven forhindrer kommunen i at gøre mere for borgerne. Og så peger han på, at Metroselskabet faktisk gør rigtig meget for at lette livet for de ramte borgere:
»Blandt andet ved at udbetale de første tre måneders erstatning ad én omgang, så man for eksempel har mulighed for at betale et depositum«, siger overborgmesteren, der suppleres af Metroselskabet:
»Det er helt op til den enkelte nabo frit at vælge, om pengene skal bruges til støjdæmpning, eller om man hellere vil fraflytte sin lejlighed i perioden«, siger rettighedschef Christine Hammer i en mail.
EL: Grotesk
Enhedslistens trafikordfører, Henning Hyllested, kalder det »fuldstændig grotesk og helt urimeligt«, at det offentlige ikke hjælper beboere med at komme væk.
»Man kan som stat og kommune ikke holde til at påbyde sine borgere at bo i omgivelser, som embedslægen siger er sundhedsskadelige. I stedet for at henvise til alle mulige forvaltningsregler må man finde en løsning, og vi må eventuelt lave en hasteændring af loven«, siger han.
LÆS OGSÅ Metroselskab lover at betale underbetalte arbejdere
Det ser transportminister Pia Olsen Dyhr (SF) ikke behov for: »Erstatningsbeløbene kan beboerne bruge, som de vil, herunder til at genhuse sig selv«.
Beboerforeningerne anslår, at 400-500 personer vil blive alvorligt ramt af byggeriets døgndrift. »Uanset hvad bliver man ikke mindre syg af at få en pose penge«, siger talsmand Kaj Larssen.
fortsæt med at læse


























