Vestas' Japan-eventyr får adresse i Aarhus

aftale. Vestas' koncernchef, Anders Runevad, beseglede i september samarbejdsaftalen med Mitsubishi med et håndtryk med japanernes Jin Kato.
aftale. Vestas' koncernchef, Anders Runevad, beseglede i september samarbejdsaftalen med Mitsubishi med et håndtryk med japanernes Jin Kato.
Lyt til artiklen

Samarbejdet mellem Vestas og japanske Mitsubishi kommer til at ske i udkanten af Aarhus. Det dansk-japanske projekt om kæmpe havvindmøller kommer til at gå under navnet MHI Vestas Offshore Wind, oplyser Vestas.

380 ansatte får arbejdsadresse tæt på Vestas hovedkontor i det nye selskab, hvor ejerskabet er ligeligt fordelt mellem Mitsubishi og Vestas.

Vestas og japanerne udvikler verdens største havm ølle
Vestas topchef Anders Runevad, der også er næstformand for MHI Vestas Offshore Wind, siger, at offshore-vindkraftindustrien er meget krævende:

»For at lykkes inden for denne er det nødvendigt at have den helt rigtige sammensætning af pålidelig og gennemprøvet teknologi, erfaring, viden og en stor installeret kapacitet, siger han i en meddelelse til fondsbørsen.

»Jeg er overbevist om, at MHI Vestas Offshore Wind har netop alt dette, og jeg ser frem til at følge selskabet tæt på sin vej mod at blive en global leder inden for offshore-vindkraft«, siger han.

Samarbejdet mellem Vestas og Mitsubishi Heavy Industries handler om at udvikle verdens største havvindmølle, V164 8 MW, som er blevet lavet som en prototype ved Østerild i Thy.

Vestas har tidligere meddelt, at man regner med at indlede serieproduktion af den nye mølle i 2015 eller 2016, hvis kunderne tager godt imod den.

Umiddelbart får samarbejdet ikke stor betydning for Vestas på hverken omsætning eller bundlinje i år. En gevinst på joint venture-transaktionen på omkring 50 millioner euro vil blive indtægtsført som særlige poster, oplyser Vestas.

Ordrebøgerne er ved at blive fyldt

Vestas er ellers godt i gang med at fylde i ordrebøgerne. I dag har vindmølleselskabet en ordre på i alt 194 megawatt i USA til EDF Renewable Energy. Samlet skal Vestas levere 97 af sine V100-2,0 MW-møller. Leveringen ventes afsluttet i fjerde kvartal 2015.

Ordren er en del af en tidligere offentliggjort rammeaftale på samlet 1.174 MW. Ud over levering af vindmøller indbefatter dagens ordre en femårige serviceaftale.

Vestas har i år offentliggjort en ordreindgang på i alt 584 megawatt, viser en gennemgang af ordrebøgerne fra Ritzau Finans.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her