Flemming Østergaard og flere af de andre havde til forskel fra det første retsmøde i mandags smidt slipset. Men ellers var det samme gænge som sidst, da den opsigtsvækkende sag om kursmanipulation med Parkens aktier i dag gik ind i dag to ved byretten i København.
Anklager Rebecca Blomqvist fortsatte med at læse op af den 125 sider lange forelæggelse af sagen, som bød på endnu flere af de e-mails, der med anklagemyndighedens øjne belaster de tiltalte, som blandt andre tæller daværende bestyrelsesformand Flemming Østergaard og direktør Jørgen Glistrup.




























